Vedtægter for GG+

Foreningens navn er "GG+" (også benævnt GG Plus). Foreningen kan anvende domænet ggplus.dk samt lignende betegnelser i sin kommunikation.

§2 Hjemsted

Foreningens hjemsted er Kolding Kommune.

§3 Formål

Foreningens formål er at skabe trygge, støttende og inkluderende fællesskaber i online spil gennem frivillig socialpædagogisk tilstedeværelse.

Formålet realiseres blandt andet gennem:

  • Relationsarbejde og nærvær i online spil og digitale fællesskaber
  • Forebyggende indsatser rettet mod børn og unge
  • Rollemodeller, der fremmer respektfuld kommunikation, grænsesætning og trivsel
  • Samarbejde med forældre, institutioner, foreninger og andre relevante aktører

Foreningen er politisk og religiøst neutral

§4 Medlemskab

Frivilligt engagement i foreningen er ulønnet og bygger på foreningens værdigrundlag, herunder ansvarlighed, respekt, relationsarbejde samt fokus på børn og unges trivsel.

Som medlem i foreningen kan optages personer, der:

  • Er fyldt 18 år
  • Kan fremvise ren børneattest
  • Har pædagogisk uddannelse eller dokumenteret relevant erfaring/personlige kompetencer (fx spejderleder, mentor eller klubfrivillig)
  • Udviser ro, empati, refleksion og tydelig grænsesætning
  • Er bosiddende i Kongeriget Danmark eller er dansk statsborger

Optagelse af medlemmer godkendes af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan afvise eller bringe et medlemsskab til ophør, hvis et medlems adfærd vurderes at være i strid med forenings formål eller værdigrundlag. En sådan beslutning kræver, at mindst halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer herfor.

Medlemskabet er personligt og kan ikke overdrages.

§5 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt og indkaldes med mindst 30 dages varsel via e-mail og foreningens officielle kommunikationskanaler.

Dagsordenen skal som minimum indeholde:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning
  3. Indkomne forslag
  4. Valg af bestyrelse
  5. Eventuelt

Alle aktive medlemmer har stemmeret.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst en tredjedel af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt anmoder herom.

§6 Bestyrelse

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af minimum 1 og maksimum 5 personer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv og varetager den daglige ledelse af foreningen.

Bestyrelsen fastsætter interne retningslinjer, herunder:

  • Etiske rammer for online tilstedeværelse
  • Retningslinjer for kontakt med børn og unge
  • Procedurer for håndtering af bekymringer og opfyldelse af underretningspligt

§7 Underretningspligt og tavshedspligt

Medlemmer og bestyrelsesmedlemmer er omfattet af tavshedspligt vedrørende personlige, fortrolige og følsomme oplysninger, som de bliver bekendt med gennem deres virke i foreningen.

Tavshedspligten gælder både under og efter ophør af medlemskab.

Medlemmer er samtidig underlagt den skærpede underretningspligt efter gældende lovgivning, når der opstår alvorlig bekymring for et barns eller en ungs trivsel, udvikling eller sikkerhed.

Ved mistanke om omsorgssvigt, overgreb, selvskade, vold, misbrug eller anden alvorlig mistrivsel skal dette håndteres i overensstemmelse med foreningens interne retningslinjer og gældende lovgivning.

Tavshedspligten kan aldrig stå i vejen for opfyldelse af underretningspligten.

§8 Tegningsret

Foreningen tegnes af formanden alene eller af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.

Ingen medlemmer uden for bestyrelsen kan handle på foreningens vegne uden udtrykkelig godkendelse fra bestyrelsen.

§9 Økonomi

Foreningens midler må udelukkende anvendes til opfyldelse af foreningens formål.

Foreningen kan modtage donationer, tilskud og andre bidrag, forudsat at disse ikke kompromitterer foreningens værdier, formål eller uafhængighed.

Foreningen hæfter alene med sin formue for indgåede forpligtelser. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

Regnskabet forelægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

Regnskabsåret følger kalenderåret.

§10 Opløsning

Opløsning af foreningen kan kun besluttes på en generalforsamling og kræver et 3/4 flertal med alle stemmeberettigede medlemmer fremmødt.

Ved opløsning skal foreningens eventuelle midler anvendes til et almennyttigt formål med fokus på børn, unge eller trivsel i digitale fællesskaber.

§11 Vedtægtsændringer

Ændringer af foreningens vedtægter kan kun vedtages på en generalforsamling og kræver et kvalificeret flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Forslag til vedtægtsændringer kan fremsættes af medlemmer, der har været aktive i foreningen i mindst 3 måneder. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.

§12 Kontingent

Foreningens årlige kontingent udgør 300 kr. pr. medlem.

Kontingentet opkræves én gang årligt og forfalder ved kalenderårets begyndelse eller ved indmeldelse.

Bestyrelsen kan beslutte at nedsætte eller helt fritage medlemmer for betaling af kontingent, hvis dette vurderes at understøtte foreningens formål, sociale hensyn eller rekruttering af medlemmer.

Ændringer i kontingentets størrelse kræver godkendelse på generalforsamlingen.